Blind aktivist i et politisk vadested

Udgivet den 8. maj 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Chen Guangcheng blev en sten i skoen
på det amerikansk-kinesiske forhold

Chen Guangcheng blev en politisk varm kartoffel i forholdet mellem USA og Kina. Begge parter ønskede en mindelig løsning. (Foto: White House)

Krisen mellem USA og Kina omkring den blinde advokat og aktivist Chen Guangcheng synes at være løst.

Chen Guangcheng havde i 2010 afsonet fire år i fængsel for at forfægte rettighederne for folk, som havde være udsat for myndighedernes ulovlige metoder til håndhævelse af etbarnspoltikken.

Efter sin løsladelse blev Chen sat i ulovlig husarrest, hvor han sad, indtil han med hjælp udefra flygtede de 600 kilometer til Beijing, hvor han søgte om asyl på USA’s ambassade.

Da han trådte over tæsklen til den amerikanske ambassade, blev han en politisk sten i skoen på det amerikansk-kinesiske forhold.

Ud af klemmen
Efter flere dages forhandlinger fandt parterne dog en løsning, som de begge kan leve med. Chen Guangcheng kan – som enhver anden borger i Kina – søge om at rejse udenlands for at studere. Tilfældigvis ligger der en invitation fra New York Universitey om, at han kan blive gæsteprofessor dér.

Chen kan altså få sit ønske om at komme til USA opfyldt, men det opfyldes i en atmosfære af normalitet. Ordet asyl bliver ikke nævnt. Tværtimod gør Chen bare brug af sin borgerrettighed til at kunne bevæge sig frit.

Viceudenrigsminister for Østasien og Stillehavsregionen Kurt Campbell fører Chen Guangcheng på amerikansk ambassadegrund i Beijing. (Foto: White House)

Når Chen blev en politisk varm kartoffel skyldes det, at Kina er på vej imod et magtskifte, som vil blive sat i gang til efteråret.

Præsident Hu Jintao vil til den tid gå af som formand for Kinas Kommunistparti og afgiver dermed den første af de tre poster, som sammenlagt gør ham til Kinas leder.

Det gør myndighederne ekstra nervøse over for uroligheder.

En klassisk win-win
Og når det så oven i købet går hen og bliver offentligt kendt, at en berømt aktivist, som har været åbentlyst uretfærdigt behandlet af de kinesiske myndigheder, søger asyl fra USA’s ambassade i Beijing, netop som den amerikanske udenrigsminister kommer på officielt besøg, så er der for meget dårlig presse på én gang.

Nu har Kina tilmed lige været igennem en drøj omgang med den offentlig udrensning af Bo Xilai, den tidligere partisekretær i millionbyen Chongqing. Indtil for nylig var Bo Xilao med i opløbet om at blive nyt medlem af magtcentrummet, den stående komité – de ni politikere, som reelt bestemmer den politiske kurs i Kina.

Heller ikke USA, verdens største økonomi, er interesseret at lade noget komme i vejen for et godt forhold til Kina, verdens næststørste økonomi – og som om en seks-otte år formentlig overhaler USA. Sagen om Chen Guangcheng skulle derfor hurtigst muligt ud af verden – og på en ordentlig måde.

Det kom den så. I dag var der debat i P1 om hele dette kompleks af politiske forviklinger. Debatten stod mellem de to kinaforskere Clemens Stubbe Østergaard og Kjeld-Erik Brødsgaard samt tidligere udenrigsminister Per Stig Møller. Lyt med og bliv klogere.

Gert Holmgaard Nielsen

Læs også links via bloggen Kinakenderen.

Tilbage til toppen

Udgivet i Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Sidste chance for “11 Flowers”

Udgivet den 28. april 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Se Wang Xiaoshuais film om at vokse
op under Maos Kulturrevolution

Wang Han i midten med to af sine tre bedste kammerater. De vokser op og leger, mens de er vidner til et kaotisk Kina med mord, voldtægt, bandeslagsmål og offentlige henrettelser som baggrund.

Her er en film, som du skal se, hvis du interesserer dig blot en smule for Kina. Den er en sjældenhed blandt de mange kinesiske filmperler, som vi efterhånden er blevet oversået med de seneste godt og vel 20 år.

Sidste chance for at se den i biografen er i morgen søndag i Dagmar i København, hvor den har været vist to gange tidligere som en del af aktuelle filmfestival CPH PIX. Tjek Dagmars hjemmeside ud og
bestil billetter her.

På vej mod en kaotisk fremtid
Hvis du læser videre, vil du nok synes, at den lyder barsk, men dens perspektiv er hele tiden det, som dens 11-årige hovedperson ser, hører og oplever.

Året er 1975, det sidste år af den voldelige og kaotiske Kulturrevolution, som Mao Zedong lancerede ni år tidligere. 11-årige Wang Han leger, slås, skændes og griner med sine kammerater, men den sorgløse barndom lakker mod enden. Det, som fremtiden kan byde på, virker ikke umiddelbart tillokkende.

Den unge dreng begynder nemlig så småt at ane, at de voksne er bange, og at der foregår mange hemmelige og dybt alvorlige – dødsensalvorlige – ting bag hverdagens overflade ude i periferien af hans og kammeraternes verden af leg.

Leg og dyb alvor
Det begynder med, at en mand findes druknet i floden, som løber igennem den lille by. Det viser sig at være hr. Chen, leder at en stor lokal fabrik. Så mister han sin nye hvide skjorte, som hans mor har brugt en hel nat til at sy til ham af stof købt for et års forbrug af rationeringsmærker.

Skjorten bliver stjålet af Junhongs storebror, som er på flugt, mistænkt for mordet på hr. Chen. Junhong er en pige, som går i parallelklasse til Wang Hans klasse, og hun er blevet dybt deprimeret. Hendes far er desperat. Han er en af millioner af deporterede intellektuelle, som af Mao blev sendt i eksil inde i landet, og han kan ikke vænne sig til det nye liv. Konen er død, og nu falder familien helt fra hinanden.

Trailer til filmen “11 Flowers”, som over de kommende måneder fortsat har
premiere rundt om i verden. Men det er en forholdsvist smal film, som vi nok ikke
skal regne med at se igen her i Danmark. Så du skal ind at se den i morgen!

Wang Han ser det hele ske, mens han leger videre med sine kammerater og kæmper for at holde på dem. For alt viser sig at være en kamp – for Wang Han, for hans far og hans mor, for rødgardistfraktionerne, som stadig ind imellem ryger i totterne på hinanden og for alle de, som bare prøver at leve et fredeligt liv uden for alle de politiske intriger og forviklinger.

Personlig baggrund
Vi ser et Kina i dyb krise og en splittet og illusionsløs kinesisk befolkning, der er slidt op af ti års kaos. Det eneste, som der er tilbage at tro på, er familien. Set igennem 11-årige Wang Hans øjne bliver det både morsomt, tankevækkende og trist.

Wang Xiaoshuais film er én af få modige kinesiske film om Kulturrevolutionen, som myndighederne fortsat ikke ønsker rippet for meget op i. Der er for mange skeletter i for mange skabe, og så vidt jeg ved, er filmen da også forbudt i Wangs hjemland.

Det er i øvrigt interessant at bemærke sig, at Wang Xiaoshuai foruden at dele efternavn med filmens hovedperson også var 11 år i 1975 – året før, at Mao Zedongs død satte hele Kina fri.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kunst og kultur | Skriv en kommentar

Fang Lizhi død, 76 år

Udgivet den 8. april 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Kinas moderne demokratiforkæmper

Fang Lizhi var videnskabsmand af uddannelse, men demokratiforkæmper af hjertet. Foto fra 1980'erne. (Foto: Philosophy of Science Portal)

Fang Lizhi døde i forgårs i sit hjem i USA, 76 år. Han var blandt de fremmeste af Kinas moderne demokratiforkæmpere og blev anset for den store inspirationskilde til studenterdemonstrationerne i blandt andet Beijing i december 1986 og januar 1987.

Daværende landsfader Deng Xiaoping krævede af formanden for Kinas Kommunistparti Hu Yaobang, at Fang Lizhi skulle smides ud af partiet på grund af hans centrale rolle i demonstrationerne, men Hu nægtede. Det kostede Hu formandsposten, og hans politiske karriere kom aldrig på sporet igen.

Det var Hu Yaobangs død den 15. april 1989, som blev startskudet til de halvanden måned lange studenterdemonstrationer, som gav genlyd verden over. De startede med mindedemonstrationer til ære for den respekterede ex-formand.

Læs nekrolog fra Wall Street Journal.

I Beijing blev demonstrationerne slået ned med soldater fra Folkets Befrielseshær den 4. juni, og Fang Lizhi, som tidligere på året havde appelleret til, at myndighederne løslod politiske fanger, søgte dagen efter sammen med sin kone asyl på den amerikanske ambassade. Efter intense forhandlinger mellem USA og Kina på allerhøjeste niveau fik de to lov til at rejse året efter.

Fang Lizhi var en respekteret astrofysiker, som dog fik sin karriere i Kina godt og grundigt ødelagt dels af Mao Zedongs politiske kampagner og siden af sin egen insisterende agitation for demokrati og menneskerettigheder.

En af de unge studenterledere fra 1989, Wang Dan, skriver om ham, at han var en stor inspiration for de unge dengang.

Fang Lizhi i Aarhus
Jeg oplevede selv et foredrag med Fang Lizhi på Aarhus Universitet i første halvdel af 1990′erne. Jeg fandt ham meget svær at forstå, men jeg tænkte, at det måske var, fordi jeg selv var novice udi kinesisk historie og politik. Vi studerende fik et udkast til en kommende bog, som han var ved at skrive på engelsk. Det var til gengæld ubestrideligt uforståeligt.

Der er ingen tvivl om, at han var en stor inspirator for demokratibevægelsen i Kina i 1980′erne. Jeg skal ikke kunne sige, hvilken indflydelse han har haft på den sidenhen, men kinesiske eksildissidenter har ry for, at de har svært ved at finde sammen om den fælles sag. Du kan selv danne et grundlag for at bedømme ud fra nedenstående tekster.

Øvrig læsning:
Orville Schell, 1988: China’s Andrei Sakharov
Fang Lizhi, 1989: China’s Despair and China’s Hope
Fang Lizhi, 2011: My ‘Confession’

I et forholdsvist nyligt tv-indslag fortæller Fang Lizhi her om, at Kina efter
at være blevet en magtfaktor i verden også må påtage sig et vist ansvar.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Demokrati, Menneskerettigheder | Skriv en kommentar

Den kinesiske turist i Europa

Udgivet den 6. april 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Prag vrimler med kinesiske turister

For bare ti år siden ville man formentlig stadig ikke helt have kunnet forestille sig det. I dag er det derimod en realitet: Der er et væld af kinesiske turister overalt i verden. Jeg er netop hjemvendt fra en lille påskeferie i Prag, og noget af det, der overraskede mig mest, var netop, at der var så mange kinesere på gaden i byens centrum.

De var over det hele. Ikke at de var dominerende eller generende, men fysisk er de jo nemme at genkende. Jeg kan ikke sige præcist hvordan, men jeg kan fint skelne dem fra koreanere og japanere, og om ikke andet kan jeg høre, hvor de kommer fra, når de taler.

Som alle andre turister i “Det lille Paris” var de behørigt iklædt det mest moderne it- og fotoudstyr, så alle oplevelserne i det fremmede kunne fragtes med hjem. På den måde adskilte de sig ikke fra den øvrige turistflok.

Der var unge, der var midaldrende, og der var såmænd også voksne med børn. Nogle var turister, som kom rejsende helt fra Kina. Den slags turister tager gerne en “europakke”, hvor de skal besøge flere lande i løbet af få dage. Der var også studerende. Jeg talte blandt andet med et par unge kvinder, som studerede i London. Påskeferien valgte de så at tilbringe i Prag.

En Youtube-video lagt på nettet i 2010 af to unge kvindelige kinesiske
turister i Prag. De får sig blandt andet en gang gullasch på restaurant
De Tre Violiner. Mange af deres landsmænd har sidenhen besøgt Prag,
for kineserne vil ud i verden, og netop Prag et et populært mål lige nu.

Og så er der uden tvivl også udstationerede kinesere, der ligesom de studerende har let ved lige at tage et smut til et andet europæisk land end det, som de opholder sig i.

Under alle omstændigheder var det temmelig bemærkelsesværdigt, at den kinesiske tilstedeværelse var så massiv. Og hvorfor så lige Prag? Prag er kendt i Kina, og byen er forholdsvis billig for en kinesisk pengepung.

Spørgsmålet er så, hvornår København for alvor og på samme måde som Prag kommer på den kinesiske turists liste over europæiske byer, som absolut bør besøges?

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kina generelt | Skriv en kommentar

Sæt kryds i kalenderen

Udgivet den 25. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

CPH PIX viser tre kinesiske film

Filmens hovedperson er 11 år og mønsterelev under Maos diktatur. Men hans trofasthed udfordres, da hans nye skjorte stjæles af en eftersøgt morder på flugt.

Den københavnske filmfestival CPH PIX er i år programsat til dagene mellem den 12. og 29. april, og for de, der har speciel hang til kinesiske film, er der tre bud, som kan have interesse.

Den første, som jeg meget gerne selv vil se, er Wang Xiaoshuais “11 Flowers” fra 2010 (se spilletider her). Den handler om en 11-årig dreng, der i Mao Zedongs sidste år som magthaver – og dermed også i Kulturrevolutionens sidste år – i 1975 kommer ud for oplevelser, som tvinger ham til at forholde sig kritisk til alt det, som han tidligere har lært.

Når Wang Xiaohuai offentligt har skullet forklare sin film, har han understreget, at han har villet sætte fokus på de vanskeligheder, som almindelige kinesere har haft med at omstille sig til omskiftelige situationer. Men ud af det jeg har kunnet læse mig frem til, kan jeg se, at han forholdt sig politisk til Kulturrevolutionen, som han selv voksede op under. Filmen bygger delvist på instruktørens egene oplevelser fra dengang.

Personligt er jeg derfor nysgerrig efter at se, hvor langt Wang Xiaohuai har turdet bevæge sig ud i sin kritik af en periode, som ganske vist officielt er blevet stemplet som Mao Zedongs største fejltagelse, men som Kinas Kommunistparti helst heller ikke ser, at der bliver talt så meget om mere. Kritik af Kulturrevolutionen vil nemlig altid kunne ses som en indirekte kritik af Partiet.

Ashins store passion er gymnastik, og da han forhindres i at følge den, går han helt galt i livet.

Taiwan-drama
En anden film under CPH PIX, som virker til at være interessant, er fra Taiwan. Det er Lin Yu-hsiens “Jump Ashin!”. Den er fra sidste år (se spilletider her).

Filmen handler om Ashin, en ung elitegymnast, og hans dilemma. Det, han elsker mest, er sin gymnastik, men hans mor behøver hans hjælp i hendes lille frugtbutik, så hun lægger mere og mere beslag på hans tid. Hendes krav fører Ashin ud i en personlig krise, som fører til en deroute i hans liv. Han bliver stille og roligt en del af det lokale narkomiljø.

Tidsmæssigt er vi tilbage i 1980′ernes Taiwan, og filmen er angiveligt delvist bygget over instruktørens brors liv.

Den tredje film er for de, der elsker kung fu-film. Visuelt er disse film blevet bedre og bedre over de seneste 10-15 år. Filmen her er fra Hongkong og blev udgivet sidste år, så mon ikke den også byder på flotte og fantasifulde kampscener? Den hedder “The Sorcerer and the White Snake” og er instrueret af Tony Ching Siu-tung (se spilletider her).

“11 Flowers” er en film, jeg endnu har til gode. Efter traileren at
dømme synes det at være en af de mere lovende af slagsen.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Kunst og kultur | Skriv en kommentar

Vidunderdrengen tabte

Udgivet den 15. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Bo Xilai er ude af det centrale magtspil

Bo Xilai har altid opført sig hjemmevant på den politiske scene. Han er søn af en gammel politisk veteran, Bo Yibo. Beijing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Det kinesiske nyhedsbureau Xinhua slap i dag nyheden ud om, at Bo Xilai er fyret som generalsekretær for Kinas Kommunistparti i millionbyen Chongqing i Midtkina.

De seneste seks-syv år har Bo Xilai syntes som et mere og mere sikkert bud på et af de kommende medlemmer af Kinas Kommunistpartis stående komite – det politiske forum, hvor den egentlige politiske magt i Kina er samlet.

Men med den aktuelle fyreseddel synes det nu tværtimod sikkert, at det ikke sker. Forud for det kinesiske parlaments årlige samling, der sluttede i går, var der ellers noget, der tydede på, at han ville ride stormen af.

Den nye stående komite bliver udpeget til efteråret i forbindelse med Kinas Kommunist-partis generalforsamling. Den er første skridt i det kommende regeringsskifte. Samtidig vil vi efter al sandynlighed se Xi Jinping overtage posten som formand for Partiet efter Hu Jintao.

En kæp i hjulet
Prikken over Bo Xilais politiske karriere – medlemskabet af den stående komite – kom for alvor i fare, da en af hans tætte politiske medarbejdere, Chongqings viceborgmester Wang Lijun, pludselig søgte om asyl på USA’s konsulat samme sted. Det skete den 6. februar.

Bo Xilai tilhører den nye generation af kinesiske politikere, som møder pressen med løftet pande. Hans måde at tumle pressen på kunne virke næsten vestlig. Beijing, 2005. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Omstændighederne omkring Wang Lijuns forsøg på at flygte er stadig uklare for offentligehden, men det stod øjeblikkeligt klart, at Bo Xilais politiske fremtid stod på spil. Og nu ser det altså ud til, at den er tabt.

Wang Lijun slap ikke ud af landet. Han sidder derimod nu fængslet og venter på, at hans sag – hvad den så end helt præcist går ud på – skal gå videre.

Analytikere vurderer, at Bo Xilai nok ikke vil komme til at lide yderligere skade ved sagen – med mindre han vælger at slås for sit politiske liv. Han lader til at få lov til at sidde sin tid ud i politbureauet, og derefter får han formentlig en mere ceremoniel post.

Altid synlig
Det var i 2007, at han overtog posten som generalsekretær for den vigtige midtkinesiske by Chongqing. Det sås som et vigtigt skridt for ham, hvis han havde ambitioner om at nå den absolutte politiske elite – hvad der ikke var tvivl om, at han havde.

Umiddelbart før havde han fungeret som en meget synlig handelsminister, som ikke var bange for at tage handelskampene mod de vestlige lande. Tidligere endnu var han en markant borgmester i Dalian.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Politik | Skriv en kommentar

To skridt frem eller ét tilbage?

Udgivet den 14. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Wen Jiabao vil have politiske reformer

Wen Jiabao lader til at presse på for politiske reformer mod slutningen af sin karriere. Om et år går han af. Beijing, 2007. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Premierminister Wen Jiabao har skruet op for retorikken. På sit direkte radio- og tv-transmitterede årlige pressemøde, som altid holdes umiddelbart efter afslutningen af parlamentets ligele des årlige samling, betonede han, at det er essentielt, at Kina indfører politiske reformer.

“Vi må arbejde videre med både økonomiske strukturreformer og politiske strukturreformer – specielt i vort partis og lands ledelsessystem”, sagde han.

Frygt for ny Kulturrevolution
Han kaldte det for en “meget vigtig opgave”, og sagde, at “uden en succesfuld politisk strukturreform er det umuligt for os helt at gennemføre en økonomisk strukturreform, og de fremskridt, som vi har gjort på området, kan gå tabt.

Dette ligger i tråd med, hvad Wen Jiabao tidligere har sagt om politiske reformer, men denne gang syntes han at betone sit budskab stærkere. Især da han tilføjede: ”Nye problemer, som er dukket op i Kinas samfund, vil ikke blive løst grundlæggende, og en historisk tragedie som Kulturrevolutionen vil kunne gentage sig.”

Udenlandske medier rapporterede, at premierministeren var synligt bevæget, men samtidig fortsætter kritikere med at beskylde ham for at lukke varm luft ud.

Revideret retsplejelov
Parlamentet, som nu går i hi i et år, før det samles igen, vedtog en revision af retsplejeloven. Det betyder blandt andet, at landets sikkerhedsmyndigheder får øgede beføjelser, så det ifølge kritikere bliver nemmere at tilbageholde dissidenter.

Revisionen skulle dog også sikre, at anholdte får en advokat. Det er ikke en ret, de hidtil har haft. Det er usikkert, hvad revisionen overordnet set vil kunne komme til at betyde.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Menneskerettigheder, Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Graphic Novel II

Udgivet den 11. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Kinas historie som tegneserie – bind 2

Den selvbiografiske tegneserieroman af Li Kunwu udkommer i i alt tre bind.

Forlaget Alvilda har udsendt bind nummer to af den lille perle af en graphic novel – tegneserieroman – om Kinas historie fra 1949 til i dag: “Et Kinesisk Liv”.

Jeg har endnu ikke selv haft bind to i hånden, men det bliver bestilt fluks i morgen. Bind nummer ét var så stilsikkert og så medrivende, at jeg ikke tvivler på kvaliteten i de følgende to bind.

På forlagets egen hjemmeside kan man finde en smagsprøve på bind to, som har fået undertitlen “Partiets Tid”. Her kan man forvisse sig om, at forfatteren Li Kunwu stadig har greb om at fortælle en meget detaljeret og politisk historie enkelt og oplysende.

Historien er Li Kunwus selvbiografi. Bind ét sluttede med den strenge landsfader Mao Zedongs død i 1976 og med opsplittelsen af Li Kunwus familie. Faren er i internt eksil, datteren er sendt på landet for at lære af bønderne (et slags internet eksil for de unge), moren er alene, mens Li Kunwu tjener sit fædreland i hæren i en øde afegn af Kina.

Her får han nyheden om at Firebanden er arresteret. “Hvad er ‘Firebanden’ for noget,” spørger den unge Li og hans medrekrutter. De ved ingenting.

Politiske syndebukke
Firebanden var fire højtstående politikere, som førte Mao Zedongs sidste katastrofale kampagne, Kulturrevolutionen, igennem på Maos vegne. Det var i årene 1966 til 1976. Blandt de fire var Maos egen kone, Jiang Qing. Disse fire fik nu skylden for alt, hvad der var gået galt under den ti år lange kampagne, som i sine første år mere lignede et opbud af lokale borgerkrige, og som først sluttede rigtigt med Maos død.

Kinas hårdt prøvede masser oplever en ny og veder-kvægende velstand i 1980'erne under Deng Xiaoping. Den medfølgende optimisme - men også alle problemerne - beskrives i bind to af "Et Kinesisk Liv".

Der er fundet en syndebuk, og Li Kunwu hader Firebanden akkurat, som han får besked på. Nu har han nemlig endelig nogen at give skylden for opsplitningen af sin familie.

Han giver sig til at tegne nedsættende propagandaplakater om de fire. Det er det, der er hans job i hæren.

I starten bliver han dog advaret af en, som har lidt mere erfaring, og som ved, at vinden kan vende. Jiang Qing var trods alt Maos kone, og i disse usikre tider ved man aldrig. Det kan gå hen at blive farligt at have kritiseret hende.

Men den unge Li er optændt af had, så han fortsætter. Og som vi ved i dag, så forblev Jiang Qing i fængsel. Hun blev løsladt i 1991 for at kunne modtage lægehjælp, og i den forbindelse begik hun angiveligt selvmord.

Deng Xiaoping overtog magten i 1978, og med ham kom velstanden og håbet. Det er Li Kunwus oplevelse af disse skelsættende år, som jeg skal læse om, når jeg får bogen i hånden. Jeg kan dårligt vente.

Læs på bloggen her om bind ét af “Et Kinesisk Liv”, og læs min korte anmeldelse under “Tegneserier“.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Historie, Politik, Samfund | Skriv en kommentar

Lavere forventninger

Udgivet den 5. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Kina sænker forventningerne til den
økonomiske vækst med et lille nøk

Wen Jiabao skruer ned for forventningerne til den økonomiske vækst og satser på at få styr på inflationen. Beijing, 2012. (Foto: Xinhua)

For første gang i en længere årrække sætter den kinesiske regering ikke målet for det kommende år til otte procent. Denne gang sættes det en tak lavere, nemlig til 7,5 procent.

Eksperter forventer dog stadig, at målet vil blive mere end indfriet, akkurat som det er blevet det i de foregående mange år, hvor målet nærmest rutinemæssigt er blevet sat til en vækst på otte procent. Den reelle vækst er hvert år endt på omkring de ti.

Væksten har dog været faldende på det seneste. Den endte sidste år på 9,2 procent, mens den i 2010 blev på 10,4.

“Vi stiler mod at fremme en stabil og forholdsvis hurtig økonomisk udvikling, at holde priserne stabile og sikre os imod finansielle risici ved at holde det samlede penge- og kreditniveau på at passende niveau,” sagde Wen Jiabao i sin tale til det kinesiske parlaments næsten 3.000 delegerede.

Det er nu blevet mere presserende en tidligere for den kinesiske regering at få styrket den indenlandske efterspørgsel, eftersom den udenlandske er faldende og dermed ikke kan holde dampen oppe på det kinesiske væksteventyr.

Kinas militær lider ikke under prikke-runder og sparekampagner. Hvert år er der flere penge fra regeringen. Beijing, 2006. (Foto: Gert Holmgaard Nielsen)

Men selvom øget indenlandsk efterspørgsel har været et politisk mål i mange år, så holder den menige kineser stadig på sine penge og gemmer til dårlige tider.

Mere til militæret
Inflationen endte sidste år på 5,4 procent. Den kinesiske premierminister håber, at den i 2012 kan holdes under fire procent. Militærudgifterne får lov til at stige med 11,2 procent i det kommende år.

Udgifterne til den offentlige sikkerhed får også et ordentligt nøk opad: 11,5 procent. Det kan ses i sammenhæng dels med de til tider voldsomme og vedvarende uroligheder i de to provinser Tibet og Xinjiang, dels med det faktum at den politiske ledelse i Kina står overfor en magtoverdragelse.

Til efteråret afgiver præsident Hu Jintao nemlig præsidentposten til Xi Jinping, og til næste års parlamentssamling dannes den nye regering med Li Keqiang som ny premierminister – og måske Bo Xilai som medlem af den esklusive politiske klub, den stående komite (se foregående blogindlæg).

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Politik | Skriv en kommentar

Parlamentets årlige samling

Udgivet den 4. marts 2012 af Gert Holmgaard Nielsen

Kinas politiske teatersæson åbner igen

Wen Jiabao aflægger sin rapport til parlamentet i morgen den 5. marts (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)

Ja, sammenligningen mellem Kinas parlament og et teater er gjort før, men den er ikke desto mindre slående, når man bevæger sig ind i Kinas parlament, Folkets Store Hal.

Det er bygget som et teater. Regeringen sidder på scenen, de delegerede sidder som publikum på gulv-pladserne, mens journalister, diplomater og andre samt det militære hornorkester, som skal spille nationalsangen, sidder på første eller anden balkon.

Der bliver endda ringet ind, når forestillingen skal begynde. Faciliteterne bliver i øvrigt også brugt til rigtige forestillinger. Jeg har lyttet til Danmarks Radios Symfoniorkester derinde, og jeg har set en kinesisk opera fra Kulturrevolutionens tid opført.

Jeg oplevede første gang det kinesiske parlament i aktion den 5. marts 2003. Da var jeg radiokorrespondent for DR Nyheder, og jeg var netop slået af hele menageriets lighed med teaterverdenen. Det kom der et indslag ud af, som jeg kaldte “Politik eller teater.”

I morgen går det løs med den årlige politiske forestilling. Parlamentet samles i en halv snes dage med knap 3.000 delegerede på gulvpladserne. Premierminister Wen Jiabao vil mundtligt aflægge rapport om det forgangne år, og det vil tage ham cirka to timer at læse hele rapporten op.

Bo Xilai, lokal generalsekretær for Kinas Kommunistparti i millionbyen Chongqing, har stadig mulighed for at nå helt til tops i kinesisk politik. Beijing, 2006. (Arkivfoto: Gert Holmgaard Nielsen)

Vi får se, hvad han vil lægge vægt på. Foreløbig er den sideløbende politiske konsultative forsamling, CPPCC, skudt i gang – det skete i går – og på det forudgående pressemøde blev det meddelt, at Bo Xilai senere vil holde et pressemøde.

Det viser, at han fortsat er med i opløbet til at blive medlem af den p.t. ni medlemmer store stående komite, landets egentlige ledelse.

Han redder dermed politisk frisag efter mange spekulationer om, hvorvidt han kunne være dømt ude som følge af den korruptionssag, som for tiden rulles op i Chongqing, hvor han er lokal partisekretær for Kinas kommunistparti.

Gert Holmgaard Nielsen

Tilbage til toppen

Udgivet i Politik | Skriv en kommentar